Siddende på min trone snufper jeg fordi jeg er træt af at tage min slave tilbage. Han er ansvarlig for at rense det underjordiske fængsel for mig, men han skuffer mig hver gang. Han fokuserer kun på støvlerne, polerer dem til at se perfekt ud, men forsømmer alt andet. Vred overkald jeg ham og begynder at slå ham. Jeg klandrer ham og siger, at sådan sløset ikke må ske igen. At det ikke er nok at give mig de flotte støvler jeg bærer for at renske sit samvittighed. Han ved, hvad jeg mener, og lider uden at modsætte sig. Et øjeblik kysser han endda mine hænder, men han havde ikke fået lov til at gøre det, og jeg slår ham tilbage. Og når mine hænder er varme og hans ansigt rødt sender jeg ham væk, tilfreds med undervisningen, jeg har givet ham.