Min tæppeklude venter hjemme, han venter alltid på mig – det er hans rolle, og han lever for det: han lever på at ligge i entrén og vente på min hjemkomst. Jeg kommer hjem efter en behagelig spadseretur, min beskidte fødder skal renses inden de stilles i skoskabet, og det gør jeg ved at bruge hans tunge. Han lækker godt ved sælen, men undervejs vil jeg også have lidt sjov – jeg presser hans hoved og trampet energisk på hans flade krop. Min styrke er så stor, at han også mister mønterne fra lommerne: en fattig taber, det er jo kun mønter han har… Jeg springer også ned fra den lave væg, og aftrykket mine stød efterlader på ham vil sikkert vare indtil næste gang.