Hiroto bøjede sig ned for sin Mestre sorgfæltigt, sågar for at sørge for, at han dyrkede endda de yderste af hendes tæer. Han blev ikke tilladt at se direkte på de andre Mestre i rummet, for at gøre det ville være hans undergang som piss slave. Mestrenen beordrer ham til at lægge sig på gulvet og bære den skammelige, slidte pissflaske i munden. Hans slidte tænder gribes om flasken, og han venter på sin skæbne. En af de yngre Mestre rejser sig og siger, at hendes blære er klar til at burst. Hun smiler og squatter over Hirotos flaske, giver kanten lidt vægt, så plasten vil gribe ind i munden på ham. Hiroto lugter det, før han endda kan se det – en tyk, stikkende strøm af piss, som er tyk nok til at kvalme ham. Det var så salt, at hans hals sparkede tilbage, fik ham at bide flasken endnu hårdere. Mestrenen føler hans angst og leer, tager sin tid med flasken, før hun rejser sig. Aya den Grusomme, ejeren af pissdyret, trækker ham op med hans lænke og beordrer ham til at takke de andre grusomme Mestre. Han gulper resten af smagen i munden og smager saltet endda i sin hals. Han bøjer sorgfuldt, viser den skamfulde besked, der er skrevet på hans ryg. Han vil blive trukket tilbage til sine toiletpligter meget snart.