Dannos hals har kradset hele dagen, og han har ikke kunne undgå at stirre på frk. magrets smalle fingre, der snørklede som en orm. Tankeen på det vakte behageden hos ham, men gjorde ham også nervøs, fordi frk. Magret kan blive grov, når hun vil. I dag var Danno den widtløftige kæledyr, og frk. Magret ville kun lade ham spise widtløftig mad, som var blevet kauet før. Hun lægger mash ind i munden på sig selv, kauer det, før hun svinger det ind i Dannos mund. Dannos hals ryster af smagen af spyt og slim, og frk. Magret er tilfreds, mens hun presser sine fingre ned i sine tonsiller. Frk. Magrets bluse og hænder er nu dækket af sur-stikkende opkast, og klumper af det er spredt over hende, små klumper af gul mash og det oksekød, hun spiste sidste nat. Opkastet går direkte i en skål, og hun rører den om med elegance, fordi det er et gave, der må respekteres. Danno ser på, mens rent opkast akkumulerer i skålen, og han åbner munden for at sluge det. Opkastet brænder hans mund og svulst, men han holder det nede, før han stikker to fingre i munden for at gøre opkast igen. Frk. Magret smiler og sætter sig på et glas, for at give Danno sin saltede urin for at vaske alt ned ad røret.