I dag mødes jeg igen med min yndlingsmata efter mange måneder, og jeg vil virkelig gøre op for al den tid. En dejlig facedstanding i høje hæle uden nåde. Jeg stiger straks op på ham for at efterlade nogle mærker og huller på maven, og efter en stund når jeg hans ansigt: Jeg knuser ham med én fod og stopper hans mund med den anden for at dæmpe hans stønner. Han opfører sig godt, og så giver jeg ham lov til at tage mine sko af og føle mine fødder, dækket af sorte strømper, på ham. Uden sko er det virkelig som en tur i parken, og han klager slet ikke, selvom jeg går frem og tilbage over hans krop, altid stående med mine fødder samlet over hans ansigt. Jeg sætter mine sko igen for at efterlade nogle få sidste mærker, før jeg forlader ham, mens han ydmygt takker mig.